Feriebyens historie

Hylte Ferieby var oprindeligt almindelige familieboliger opført i 1973. I 2002 købte ejendomsfirmaet Ordrupdal bygningerne med de 72 lejligheder af Hylte kommune for at etablere en bostadsrättsbebyggelse (andelsboliger) til ferieformål. Kommunen betingede sig, at boligerne ikke anvendtes til permanent beboelse, hvilket også fremgik af lokalplanen for området. I løbet af 2003 blev boligerne solgt, og feriebyen var en realitet.

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5 bostadsrättshavere.

Bebyggelsen rummer 12 stk. 1-værelses, 32 stk. 2-værelses og 28 stk. 3-værelses lejligheder. Alle udstyret med bad, altaner og fjernvarme. Derudover er der 36 garager, som lejes ud til bostadsrättshaverne og 1 fælleshus.

Bygningerne er løbende blevet vedligeholdt. Byggeriet er blevet tilsluttet fjernvarme, hvilket har nedbragt opvarmningsudgifterne, da der tidligere var opvarmning med oliefyr. Alle tagene, herunder altanoverdækningerne, er blevet udskiftet, udendørsbelysning er udskiftet til lavenergibelysning, alle hegn ved stueboligerne er fornyet og antenneanlægget er udskiftet til modtagelse af digitale signaler. I 2017 er alle vinduer og altandøre skiftet, og der er foretaget en del reparationer af murværket over vinduerne. I 2019/2020 er tagbelægningen, dørene og træbeklædningen på indgangspartierne udskiftet.

Der er indgået aftale med et gartnerfirma om pasning og vedligeholdelse af de grønne områder og snerydning.

Bebyggelsen ligger i udkanten af Hyltebruk i et naturskønt område tæt på skov og sø.

Dette website benytter Cookies, ved at godkende dette, accepterer du vor privatlivspolitik, og accepterer vore GDPR regler   Privatlivspolitik / GDPR